Hvad sker der efter jeg har tilmeldt et dødt dyr?
Når et dødt dyr er tilmeldt starter en planlægningsproces, der nok er mere indviklet end mange forestiller sig:
Daka Bio-industries tilbyder tre forskellige muligheder for tilmelding af døde dyr:
Telefonisk opringning til kontoret i åbningstiden.
Leverandøren betjenes af en medarbejder, som registrerer leverandørens telefonnummer, art og antal, som ønskes afhentet samt eventuelle specielle oplysninger.
Telefonisk opringning til det automatiske tilmeldesystem.
Leverandøren tilkendegiver via sin trykknaptelefon sin identitet ved indtastning af eget telefonnummer, og bliver guidet gennem systemet for afgivelse af oplysninger om art og antal, som ønskes afhentet.
Systemet er åbent for tilmelding hele ugen, døgnet rundt, og benyttes af ca. 90 % af vore leverandører.
Fast afhentning.
Leverandøren har en løbende aftale om afhentning af dyr på en eller flere forud aftalte ugedage.
Leverandørens telefonnummer er indgangsnøglen til systemet, og via telefonnummeret er systemet bekendt med alle relevante oplysninger vedr. leverandøren, - såsom adresse, x/y-koordinat, tilhørsforhold til rutenummer osv.
Indtil midnat ligger alle tilmeldinger i anlægget, og umiddelbart efter midnat overflyttes alle tilmeldinger til ruteoptimeringssystemet (Roadshow). I tidsrummet 00.00 (midnat) til kl. 06.00 ruteoptimeres alle tilmeldinger.
Da der hver dag er flere tilmeldinger, end der er plads til på lastvognene, vil der være en del lastvogne, som tildeles 2 ruter pr. dag. Ruterne varierer fra dag til dag, alt efter tilmeldingernes geografiske placering og tilmeldingernes antal. Typisk tildeles lastvognenes første læs ruter ved siden af hinanden (rutegrænser forrykkes). Derved vil tilmeldinger til vognenes anden-læs være beliggende i umiddelbar nærhed af samlecentralerne, hvor containerne med døde dyr stilles indtil videretransporten til Daka Bio-industries' fabrikker. I områder med to læs dyr ”gemmes” normalt de dyr, der ligger nærmest ved samlecentralerne, til anden-læsset, for at undgå en lang kørestrækning på begge læs. Én (el. flere) lastvogne kan derved indsamle ”tiloversblevne” tilmeldinger fra flere ruter, og derved spare kørte kilometer.
På dage med ét læs dyr (i samme område som ovenfor beskrevet), vil de nærmestliggende dyr ved depotet, blive afhentet først på ruten. Det er én af årsagerne til, at afhentningstidspunkter kan variere.
Ved ruteoptimeringen tages ligeledes hensyn til vægten, da det tilstræbes, at lastvognenes nyttelast udnyttes bedst muligt, men overvægt må naturligvis ikke forekomme.
DT 104 ramte besætninger, offentlige tilsynsbesætninger og andet ændrer på ruternes sammensætning, idet der ruteoptimeres under hensyntagen til, at disse besætninger skal betjenes som sidste sted på ruten, - uanset besætningernes geografiske beliggenhed. Dette for at undgå smittespredning.
Klokken 06.00 er ruteoptimeringen tilendebragt, og ruteplanerne tilsendes derefter vognmændene på telefax eller E-mail.
Vognmændene har pligt til at betjene leverandørerne i ruteplan-rækkefølge, idet Daka Bio-industries skal indberette afhentningssted (CHR.), art og antal samt afhentningsrækkefølge på hver af de 43 ruter til myndighederne.
Efter endt ruteplanlægning er hver enkelt afhentning bestemt med klokkeslæt, idet Roadshow kender den enkelte leverandørs x/y-koordinat, rutens vejlængde, vejtyper, typiske hastigheder på de aktuelle vejstrækninger, antal tilmeldte dyr, arter, varighed af læssetid og andet, men der opstår jævnligt uundgåelige hændelser, som kan forrykke afhentningernes tidsbestemmelse.
Eksempler på uforudsete hændelser:
Ved nedbrud på materiel kan en rute enten være nødsaget til at ”ligge over” eller den opsplittes på flere andre ruter. Disse involverede ruter vil tidsmæssigt blive forrykket.
Det samme vil være tilfældet ved en vognmands sygdom.
Et dyr skal ved ankomst til afhentningsadressen, afhentes et andet sted. Et typisk sommerfænomen – ”kvien ligger i engen”.
Flere dyr til afhentning end tilmeldt, kan forårsage ”overliggere” sidst på ruten På ca. 40% af tilmeldingerne er der korrektioner. (Ved ”faste” tilmeldinger beregner Roadshow en teoretisk gennemsnitsvægt på basis af leverandørens leverancer de foregående uger)
Specielt på fredage medtages større dyr løbende for at minimere ”weekend-overliggere”. Dette af hensyn til leverandøren og af hensyn til kreaturhuders værdi.
Færgetidspunkter til øer, - f.eks. Ærø, Fanø
Høj/lavvande ved Manø Ved højvande er vi nødsaget til at udsætte afhentninger på Manø, og er dermed forud for de estimerede afhentningsklokkeslæt på resten af ruten.
Skilning mellem 1. og 2. læs. Ofte kan der være enten flere eller færre afhentninger på 1. læs end beregnet.
Vintervejr med sne og glat føre. Ofte er adgangsvejen til afhentningsstedet med døde dyr ikke farbar.
Trafiktæthed særligt i sommerhalvåret –generelt, men specielt på Vestkysten og andre sommerhusområder landet over samt i byer (afhentning af transportdøde på slagterier).
På trods af mange uforudsete daglige hændelser, vil et udmeldt klokkeslæt med +/- 2-3 timer stemme i langt de fleste tilfælde, men uforudsete hændelser kan forrykke eller i værste fald ”vælte” en teoretisk udregnet tidsplan. I disse tilfælde vil Daka Bio-industries' bil normalt være yderligere forsinket.
I sagens natur kan Daka Bio-industries ikke planlægge tidsforløbet for uforudsete hændelse.
Tilbage til oversigten med spørgsmål
|